Social proof er en del af markedsføringen, som man bestemt ikke må undervurdere, hvorfor den også indgår som et essentielt begreb i min digitale ordbog. Social proof refererer nemlig til den måde, hvorpå en virksomhed kan opbygge tilliden til deres brand blandt deres målgruppe.
Fra tid til anden står vi alle i den situation, at vi ubevidst har behov for at vide, hvad andre mener om et specifikt produkt, vi overvejer at købe eller om en virksomhed scorer højt på kundetilfredshed, før vi bestiller en vare derfra.
Det er ganske naturligt, at vi har behov for at opbygge tillid til et brand gennem andres oplevelser. Mennesker er flokdyr og vores psykologi siger os, at noget er tillidsværdigt, når andre kan sige god for det. Dermed er social proof altså et kvalitetsstempel, der kommer på baggrund af andre menneskers gode erfaringer og anbefalinger.
Hvorfor er social proof vigtigt?
Enhver virksomhed ønsker, at der fra målgruppens side er tillid til brandet og den tilbudte service. Tillid er dog ikke noget, der bare lige kommer natten over, men opbygges over tid. For nyopstartede virksomheder er tilliden til brandet dermed noget, man bør have listet højt i sine prioriteringer, simpelthen fordi det trækker kunder til butikken og skaber et godt omdømme.
For digital markedsføring er social proof særligt vigtigt, da der for målgruppen hos de online shops naturligvis ikke er den samme mulighed for at tage produkterne ned fra hylden og spørge en ekspedient til råds. Der er dermed behov for, at andre kan anbefale produkterne og kan stå inden for virksomhedens budskab.
Social proof kommer i mange former
Beviset for, at et produkt eller et brand er tillidsværdigt, kan komme på flere forskellige måder.
I første omgang er det med de sociale medier blevet nemmere end nogensinde før at undersøge et brands identitet og dets budskab ved at klikke ind på deres respektive profil via en social platform og scrolle igennem deres opslag for likes, kommentarer og taggede opslag og dermed få en fornemmelse af, hvad brugerne mener om brandet.
Mange virksomheder benytter sig dertil af muligheden for at skilte med positive anmeldelser fra eksempelvis Trustpilot på deres hjemmeside, således at brugerne straks vil blive mødt af tillidsvækkende ord, så snart de klikker sig ind på hjemmesiden. Dette kan også opnås ved et internt ratingsystem tilknyttet hjemmesiden, der lader kunderne bedømme virksomhedens produkter eller services eksempelvis via en opfølgende e-mail.
Influencers skaber tillid
Social proof kommer, som nævnt, i høj grad af anbefalinger fra andre og herunder særligt eksperter eller influencers.
At indlede samarbejde med influencers som del af markedsføringen er blandt de mest effektive måder, at opnå social proof, da der her kan skabes forbindelse til nye målgrupper igennem influencernes store følgertal.
Formår en virksomhed således at indlede samarbejde med influencers, der skaber en naturlig forbindelse til virksomhedens brand, er der stor sandsynlighed for, at tilliden til brandet vil øges.
Influencers er dertil i høj grad blevet en del af live shopping formatet, der på sin egen måde også er med til at sikre social proof. Ved live shopping vil der nemlig være mulighed for, at kunderne kan se produkterne live ”uden filter” og sågar blive præsenteret for, hvorledes influencers benytter sig af produkterne.
Live shopping kombinerer således flere former for social proof; målgruppen får dels et mere autentisk og tillidsvækkende kendskab til brandet og dets produkter og dels et indblik i, hvilke produkter den enkelte influencer eller ekspert kan anbefale. På denne måde kan live shopping altså både sikre social proof og dermed også flotte salgstal.
Kommentarer
Skriv et svar
15 års tips og tricks?
På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?
Hej Micky – god vinkel på artiklen. Må vi evt. linke til den fra contentcollective.dk ved lejlighed, hvis det giver mening?