Introduktion til Pinterest Marketing

Introduktion til Pinterest Marketing
Micky Weis
Micky Weis

15 års erfaring i online marketing. Tidligere CMO i bla. Firtal Web A/S. Blogger om marketing og de ting jeg har oplevet på vejen. Følg med på LinkedIn for daglige opdateringer.

Måske kender du allerede til Pinterest, men vidste du også, at der med denne inspirationsplatform er gode muligheder for annoncering?

Platformen åbnede op for annoncering i Danmark tilbage i 2020, og året efter fandt man over 1.1 mio. danske brugere på netop denne platform (samt over 367 mio. internationale brugere), og fælles for dem alle er, at de kommer med et åbent mindset for at lade sig inspirere.

Med en harmonisk overgang fra annoncer til platformens øvrige content, er der altså gode muligheder for at opnå succes med sin annoncering herpå.

Hvad er Pinterest?

Helt grundlæggende er Pinterest en digital opslagstavle, der består af inspirerende billeder og nu også videoer.

Der er her tale om en strøm af visuelt indhold, hvis formål er at inspirere brugerne. Platformen er bygget op som en stor opslagstavle, hvor hvert enkelt billede eller video passende nok bliver kaldt et ”pin”.

Brugere kan med disse pins kreere deres egne opslagstavler, private som offentlige, og skabe deres eget inspirationsunivers.

Mængden af pins på platformen synes uendelig, og du finder inspiration til alt fra indretning, opskrifter og mode til biler, rejser og DIY-projekter.

Inspirerende annoncer

Som Pinterest selv udtrykker det, er der tale om en platform, der følger brugerne igennem hele deres buyer journey.

Her får folk muligheden for at lade sig inspirere, generere nye ideer, planlægge og i sidste ende investere i de produkter, de bliver præsenteret for.

Annoncerne er visuelt bygget op på samme måde som resten af indholdet på platformen og vil være tilpasset brugernes eksisterende startfeed.

Med en sømløs overgang fra annoncer til organisk indhold, distraherer annoncerne dermed ikke i lige så høj grad, som det kan være tilfældet på andre medier, og brugerne er mere tilbøjelige til at klikke sig ind på dem.

Sådan kommer du i gang med Pinterest Marketing

Det er gratis at starte en business account på Pinterest, og på mange måder fungerer det lidt ligesom Google Ads.

Du bestemmer selv dit budget og din tidsramme for dine kampagner, og du kan også selv bestemme, hvor meget du byder på at dukke op i søgninger, eller du kan lade Pinterest bestemme dine bud for dig.

I designet af din kampagne, er der mulighed for at anvende forskellige annonceformater såsom:

  • Klassisk billede- eller videoformat, der kommer til udtryk som et almindeligt pin med dertilhørende link.
  • Karrusel med flere billeder tilknyttet – som set fra Instagram.
  • Billede eller video med interaktive quizzer med tilpassede resultater.
  • Shopping pins, der kan komme til udtryk som et enkelt billede eller deciderede kataloger med dertilhørende pris, reviews, og tilgængelighed, samt direkte link til butik eller til app.

Organisk og betalt indhold

Udover de betalte annoncer er der som virksomhed naturligvis også mulighed for at kreere organisk indhold.

Kombinationen af disse kan være særlig gavnlig, da det er det organiske indhold, der i høj grad gemmes af brugeren på deres egne opslagstavler, og som i sidste ende vil være med til at øge synligheden omkring dit brand og din profil.

Synligheden vil både gøre sig gældende på brugernes startfeed men også som en del af de relaterede pins, der automatisk dukker op, så snart man klikker sig ind på en vilkårlig pin.

Analyseværktøjer

Sidst men ikke mindst tilbyder Pinterest også en række analyseværktøjer, der lader dig følge med i dine annoncers performance.

Data såsom CTR, gemte pins og impressions vil altid fremgå af de rapporter, der kan hentes fra platformen, og med de såkaldte trend dashboards vil du være sikret en finger på pulsen ift. hvad brugerne søger efter.

Fordele ved at annoncere på Pinterest

Pinterest er en utrolig spændende platform, da der her er tale om en brugerbase, der klikker sig ind på platformen med et åbent mindset og som har et ønske om at lade sig inspirere.

Det afspejler søgningerne også, der i langt højere grad er generiske end specifikke, som det ellers er tilfældet på andre platforme som Google.

Annoncerne, der præsenteres for brugerne, indgår således som en del af denne inspirationsproces og kan være ret effektive, da annoncerne rammer dem på et punkt i deres buyer journey, hvor de endnu ikke er stødt på konkurrenternes alternativer.

Pinterest er derudover, som navnet antyder, bygget op af interesser, og der er dermed rig mulighed for at indsnævre sin målgruppe på baggrund af interessesfære og ved hjælp af Pinterests egen targeting værktøjer.

Hvem henvender Pinterest Marketing sig til?

Indtil videre er Pinterest stadig en del af de mindre sociale medier i Danmark, og der er dermed stort potentiale for at være først med dine kampagner, hvor annoncepriserne endnu ikke er høje.

Flere statistikker viser, at der på Pinterest er tale om et stort segment, og navnlig kvinder mellem 25-45 år, der anvender Pinterest til at søge efter inspiration til indretning, mode, opskrifter, DIY og livsstilsprodukter.

Er der tale om det samme segment for din virksomhed, kan der altså være stort potentiale i Pinterest Marketing for dig.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »