Krydsfeltet mellem Neurovidenskab og Marketing
Spørger du mig, er neuromarketing et ufatteligt spændende emne at beskæftige sig med.
Der er her tale om et krydsfelt mellem neurovidenskab, psykologi og marketing.
Dette krydsfelt forholder sig nærmere bestemt til, hvilke indflydelser der er med til at bestemme forbrugernes adfærd.
Vi har her at gøre med et relativt nyt felt inden for markedsføring, da man anvender ny teknologi for at undersøge, hvordan hjernen reagerer ved specifikke stimuli i forskellige markedsføringsstrategier.
Neuromarketing anvendes ofte til udarbejdelsen af annoncer og kampagner såvel som produktudvikling, prissætninger etc.
Hvordan Neuromarketing Ændrer Forståelsen af Forbrugeradfærd
Forbrugernes beslutningsprocesser finder i høj grad sted rent irrationelt og emotionelt. To aspekter, der kan være svære at måle på for det blotte øje.
Der vil nemlig her være tale om både kognitive og emotionelle processer, der foregår uden at forbrugeren muligvis er klar over det.
I undersøgelser af effekten af markedsføringsstrategier kan det være svært at konkretisere uden den rette teknologi til at visualisere disse processer.
Ved hjælp af neuromarketing vil der være mulighed for at forstå forbrugeradfærden fra et psykologisk funderet perspektiv, ved undersøgelsen af de kognitive og emotionelle processer, der foregår i hjernen, når forbrugeren bliver præsenteret for en annonce eller et produkt.
Nysgerrig på købemotiver for forbrugere online? Læs mere her.
Vigtige Neuromarketing Teknikker og Værktøjer
Der findes efterhånden en hel del teknikker og værktøjer, som man inden for neuromarketing anvender og gerne i forbindelse med hinanden.
Der er her tale om neurovidenskabelige værktøjer, der hver især kan måle og opsætte rapporter inden for forskellige parametre.
Jeg har herunder listet et mindre udpluk af disse værktøjer:
Eye-tracking
Dette værktøj er særligt interessant for annoncer og reklamekampagner. Der er nemlig her tale om undersøgelsen af, hvilke elementer der har en særlig appel for forbrugeren, når vedkommende bliver præsenteret for en visuel kampagne.
Hvad fanger med andre ord forbrugerens opmærksomhed? Er det en specifik farve, billedkomposition, tekstelement eller noget helt fjerde?
Biometriske sensorer
Med biometriske sensorer er der tale om en række sensorer, der påføres forbrugeren i det øjeblik, vedkommende bliver præsenteret for en række markedsføringsstimuli.
Sensorerne opfanger eksempelvis hjertebanken, svedige håndflader etc.
De fysiske reaktioner kan analyseres i sammenhæng med den emotionelle påvirkning, de pågældende stimuli har.
Emotion Tracking
Emotion tracking kan måles på flere forskellige måder, men måske er du stødt ind i billeder af test paneler, hvor deltagerne præsenteres for en annonce, alt imens der via sensorer og scanningsapparater måles på ansigtets emotionelle trækninger.
Hensigten med dette er at finde ud af, hvilke emotionelle stimuli en annonce eller anden form for kampagne har på forbrugeren.
Implicit Association Test (IAT)
Denne form for test er ret interessant. Der er her tale om en associations test, hvor en række forbrugere bedes om at associere mærker, produkter eller ydelser med en række elementer.
Dette kunne eksempelvis være en farve, et dyr, en kendis osv.
I sidste ende kan denne test give en indikation af, hvordan forbrugerne opfatter et specifikt mærke, og om en virksomhed skal søge at vedligeholde disse associationer eller i stedet gøre en indsats for at ændre dem med nye markedsføringsstrategier.
Anvendelsen af Neuromarketing i Reklame og Branding
Neuromarketing anvendes ofte (men ikke udelukkende) inden for analyse og udarbejdelsen af reklamer og branding strategier.
Det giver rigtig god mening inden for disse to felter, da forbrugerne i langt højere grad end før eksponeres for en strøm af forskellige reklamestrategier.
Det gælder her om at kunne differentiere sig selv i et så konkurrencepræget miljø og ved at have konkrete data om, hvorledes en reklames specifikke stimuli fungerer efter hensigten eller ej, kan der finjusteres og endeligt sikres den mest hensigtsmæssige markedsføringsstrategi.
Case Studier: Succesfulde Neuromarketing Kampagner
Der findes efterhånden en lang række succesfulde kampagner, hvor det kan antages, at der aktivt er blevet gjort brug af principper fra neuromarketing for at kreere de ønskede stimuli for målgruppen.
Matas
Matas gør jævnligt brug af kampagner, der sætter et særligt fokus på forbrugerens velvære, samt hvorledes Matas produkter kan være med til at ”gøre noget godt for sig selv”.
Der er her tale om en emotionel stimuli, der tillader forbrugeren at kigge indad og mærke efter, om vedkommende har husket at gøre noget godt for sig selv.
Den emotionelle påvirkning og nyfundende lyst til selvforkælelse dirigerer automatisk forbrugeren over i Matas produkter.
Disney
Disney har længe været kendt for at anvende emotionelle stimuli i deres kampagner for nye film, franchises og merchandise.
Disney anvender her strategiske neuromarketingsværktøjer for at påvirke de ældre såvel som de yngre segmenter med musikoplevelser, visuelle elementer og farvevalg, der dels vækker genklang og skaber fornyet interesse for deres målgrupper.
Disney har længe haft ry for at samle familier og venner igennem flere generationer og stimulerer derved forbrugernes behov for socialt samvær og tilknytning.
Nysgerrig på forbrugernes behov? Læs mere om Maslows behovspyramide her.
Etiske Overvejelser og Kontroverser i Neuromarketing
Da der for neuromarketing er tale om dels undersøgelsen af test panelers reaktioner på annoncer, kampagner og dels den efterfølgende anvendelse af disse data til finjustering af markedsføringstiltag, er der som naturlig følge deraf rejst en række etiske overvejelser.
Når det kommer til forbrugertests, er der eksempelvis rejst spørgsmål omkring forbrugernes samtykke til, at der bliver foretaget målinger og analyser af deres hjerneaktivitet og emotionelle reaktioner, som de ikke selv kan kontrollere.
Det giver sig selv, at forbrugerne her er nødsaget til at give samtykke til denne slags undersøgelser, men her er det altså ikke nok blot at skrive under på et stykke papir.
Det bliver nemlig i højere grad nødvendigt at forklare, hvad sensorerne og scanningsapparaterne helt konkret måler, og hvad der efterfølgende bliver analyseret på.
Den efterfølgende anvendelse af disse data har ligeledes skabt kontroverser, da man ved hjælp af disse nye teknologier kan nå nye højder med sin markedsføring.
Kritikken lyder på, at der i højere grad end før vil være tale om strategier, der kan sammenlignes med manipulation, da strategierne i teorien kan gå ind og påvirke forbrugernes bevidsthed omkring et produkt eller et mærke som følge af den rette markedsføring.
Forståelse af Forbrugernes Emotionelle og Kognitive Processer
Når forbrugerne i dag tager beslutninger om, hvilke produkter og ydelser de ønsker at erhverve, foregår det i høj grad via emotionelle og kognitive processer.
De emotionelle processer refererer til de reaktioner forbrugeren kan opleve ved en specifik kampagne, annonce eller produkt. Vækker det glæde, forundring, tillid eller frygt?
Ved at appellere til forbrugernes emotionelle beslutningsproces sikrer man en mere direkte påvirkning af forbrugeren, end hvis man søger at påvirke deres rationelle side.
Når det kommer til finjusteringen af markedsføringsstrategier, søger man altid at forbrugeren retter sin fulde opmærksom på det, ens virksomhed kan tilbyde.
Der er her tale om de kognitive processer, der blandt andet refererer til, hvordan forbrugeren opfatter en kampagne og husker den efterfølgende afhængig af hvilke elementer, der fangede vedkommendes opmærksomhed.
En forbrugers beslutningsprocesser kommer i dag i høj grad an på både de emotionelle og kognitive processer, der finder sted, når vedkommende præsenteres for et nyt produkt eller en ny kampagne.
Begge dele kan analyseres ved hjælp af neuromarketingværktøjer.
Neuromarketing og Digitale Medier: Nye Horisonter
På de digitale medier som Facebook, Instagram og TikTok finder man langt størstedelen af nutidens reklamekampagner og branding. Det giver derfor enormt god mening at tænke neuromarketingaspekterne ind i disse medier og finjustere sine strategier ud fra muligheden om at personliggøre sit indhold i højere grad end før.
De emotionelle stimuli der kan skabes ved hjælp af neuromarketing værktøjer kan skabe personlige og fængende kampagner for målgruppen og altså således give annoncering via de digitale medier en overhaling.
Feedback på de digitale medier er hurtig og ved hjælp af neuromarkting værktøjer kan feedbacken blive endnu mere præcis og give mulighed for yderligere finjustering af kampagner for at opnå den ønskede effekt.
Interesseret i at skabe mere personlige kampagner? Læs mere om personalisering og segmentering her.
Fremtiden for Neuromarketing: Tendenser og Forudsigelser
Da der for neuromarketing er tale om anvendelsen af avanceret teknologi, vil man uden tvivl kunne forudsige, at denne teknologi fortsat vil blive forbedret og kunne give langt mere præcise data at analysere på.
Dette vil også betyde, at neurofeedback for fremtiden i højere grad vil blive anvendt for at opnå hurtige og præcise svar på specifikke kampagner og lanceringer.
Efterhånden som neuromarketing fortsat bliver anvendt til udarbejdelsen og finjusteringen af kampagner og annoncer, vil der ligeledes være en hel del data, der sidenhen kan anvendes til fremtidige forudsigelser af, hvilke stimuli en ny kampagne vil bidrage med.
Der vil her være tale om en naturlig anvendelse af AI for at analysere og forudsige neurologiske reaktioner og sammenhænge med fremtidige kampagner.
Hvilke 10 AI værktøjer kan din virksomhed få gavn af? Læs mere her.
Sådan Integrerer Du Neuromarketing Strategier i Din Forretning
Vi har nu været igennem de mange måder, hvorpå neuromarketing kan være med til at effektivisere en virksomheds markedsføringsstrategier – så hvordan integrerer man neuromarketing i sin forretning?
Neuromarketing anvendes først og fremmest til at forstå din målgruppe, og det kan her være en fordel at udarbejde en markedsundersøgelse ved hjælp af fokusgrupper og neurofeedback for at få en dybere forståelse for, hvilke stimuli dine kampagner og produkter bidrager med.
Ved hjælp af din markedsundersøgelse og ved brug af de værktøjer, du finder passende, vil du kunne engagere din målgruppe bedre eksempelvis ved hjælp af emotionelle og personliggørende stimuli.
Neuromarketing er dog ikke en strategi, der anvendes en enkelt gang for at knække koden til at nå sin målgruppe bedre. Undervejs kan det være en fordel at anvende A/B splittesting, og værktøjer som eyetracking for at finde ud af, hvorvidt ens nye markedsføringsstrategier virker efter hensigten.
Den kontinuerlige test og måling af din målgruppes adfærd over for dine strategier er nødvendig for at sikre sig en så indbringende og relevant markedsføring som muligt.
Neuromarketing kan være med til at sikre det ekstra lag af relevans og personalisering for dine fremtidige kampagner og lanceringer.
15 års tips og tricks?
På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?
Kommentarer