Den ultimative guide til app markedsføring

Den ultimative guide til app markedsføring
Micky Weis
Micky Weis

15 års erfaring i online marketing. Tidligere CMO i bla. Firtal Web A/S. Blogger om marketing og de ting jeg har oplevet på vejen. Følg med på LinkedIn for daglige opdateringer.

Jeg er netop hjemvendt fra en inspirerende tur til Asien, hvor jeg har haft tid til – ikke kun at skrive dette blogindlæg – men også til at arbejde på nyt undervisningsmateriale samt til at ligge en plan for fremtidigt content.

Generelt har jeg reflekteret over, hvad jeg gerne vil give dig – som læser – de næste par måneder.

Det hænder ofte, at jeg får utallige henvendelser omkring branchespecifikke indlæg, og der er stor efterspørgsel efter netop indlæg, der handler om bestemte brancher og typer af forretninger. Jeg beklager meget, at jeg ikke altid får svaret jer alle, men I bliver hørt – på trods!

Jeg forsøger at lave så meget materiale, som jeg overhovedet kan, og jeg forsøger at tilgodese alle jeres forespørgsler på specifikke indlæg!

Hermed kommer et dugfriskt indlæg – skrevet på et Qatarfly mellem Vietnam og Danmark på vej hjem fra den mest oplevelsesrige rejse i mit liv.

Håber, at I kan mærke, at mine energidepoter er fyldt op! 🙂

Appmarkedet bevæger sig i raketfart

Selvom jeg sidder i et fly, der flyver omtrent 900 km/t., kan jeg stadig ikke følge med appmarkedets eksplosive udvikling – det går nemlig rigtiii’ stærkt!

Alle virksomheder ønsker øget synlighed – naturligvis. Det er bare ikke så nemt med synligheden, når det kommer til appmarkedet, eftersom der aldrig før har været så mange apps som nu i – eksempelvis – Apples App Store.

 

Derfor står vi overfor en række udfordringer i forhold til at skabe synlighed omkring netop apps. Jeg har selv arbejdet med en række forskellige apps, og derfor har jeg i dette indlæg samlet mine egne cases og ekspliciteret de erfaringer, jeg har gjort mig, i arbejdet med disse.

Der er mange veje til Rom, som man siger… Og som altid er mit indlæg baseret på mine egne erfaringer. Jeg tør næsten at love, at der findes andre veje til succes, men her får du mine specifikke tips og tricks.

Lad os se nærmere på det!

Landing page til en app

Landingssiden… Dén er vigtig! I min optik er det nemlig alfa omega, at du har en god landingsside, som gør, at du kan sende dine brugere videre til en side, hvor de kan downloade appen. På denne side har du ydermere mulighed for at uddybe formålet med appen og således fortælle lidt om, hvad den tilbyder og kan gøre for dine brugere.

Du kan jo vælge af kode din hjemmeside fra bunden af… Men jer, der følger med herinde, ved nok, at jeg er FAN af at bruge skabeloner. Så kan du nemlig få dit produkt lanceret hurtigere og komme i gang med det vigtige arbejde.

Altid tænk MVP = Minimum Viable Product. Hvordan kan jeg lancere et produkt, der hurtigst muligt kommer ud i markedet – i stedet for at overtænke produktet / projektet. De fleste kommer aldrig i søen med deres produkt. Det er eksekvering, der virker.

Når du har en landingsside, kan du også drage nytte af, at du får spalteplads til at skrive blogindlæg, eksempelvis, som kan trække trafik til din side via Google (søgemaskineoptimering). En sexet kombination af content marketing og SEO skaber altså gode resultater… Og med andre ord er en god landingsside med til at tiltrække trafik samt til at skabe en relation til dit brand.

Herunder kan du eksempelvis se et screenshot fra Vanido’s hjemmeside.

Jeg har ligeledes samlet nogle skabeloner fra Themeforest, som du kan downloade – og på meget kort tid skabe din helt egen landingsside.

App installs

Det vigtigste – hvert fald i starten – er, at man får nogle installs. Disse giver dig nemlig viden omkring de interaktioner, som dine brugere foretager, når de navigerer rundt i appen. Her snakker vi altså om den adfærd, som brugerne udviser.

Se dette som unik viden til at finde ud af, hvordan du kan optimere samt udbygge din app. Sørg for, at du får søsat dit produkt, altså din app, så snart som muligt, så den kan blive testet af reelle brugere. Som jeg har nævnt før, oplever jeg ofte, at virksomheder bliver ved med at udvikle og udvikle, hvilket gør, at de aldrig kommer i mål, og måske ender projektet i skuffen. En skam, right?

Annoncering

Der findes mange måder, hvorpå man kan få nye downloads. Du kan sagtens få nye downloades gennem andet end markedsføring på online platforme. I dag tager jeg dog fat i de medier, som jeg mener, at du kan bruge til at høste downloads allerede i dag. Således kan du nemlig komme i gang uden de store omkostninger, samtidig med at du kan få reel og brugbar feedback fra reelle kunder.

Annoncering via de sociale medier

Jeg arbejder ofte med annoncering på Facebook og Instagram, når det gælder om at få flere installs – surprise! Eller…

Det smarte er nemlig, at du kan integrere disse to sociale medier med din app og således lave annoncering direkte rettet mod installs.

3 eksempler på segmentering:

• App for forældre
• App for teenagere
• App for hundeejere

Med andre ord har du et direkte talerør til et segment, og dermed kan du kommunikere i øjenhøjde med din målgruppe og ramme de brugere, der er i det segment, du ønsker.

 

Som du kan se, høster dette projekt faktisk ret mange downloads via de sociale medier – tilmed til en fin pris (CPI – Cost per. Install). Det er så vores opgave bagefter at bearbejde disse data og brugernes adfærd, således vi kan sikre en endnu bedre oplevelse på appen i fremtiden.

Annoncering via Google Adwords

Google Ads udvider konstant med nye funktioner – præcis ligesom Facebook gør på deres platforme.

Det er ikke en nem opgave at få folk over på en app gennem Google Ads, eftersom brugere ofte søger efter problemløsninger på Google, hvor de sociale medier er med til at skabe interessen, før brugeren ender på netop Google.

Man kan dog alligevel være kreativ og opsætte nogle annoncer, som vil gøre det nemmere for brugeren at downloade en app, når de har foretaget en søgning på Google.

Min kære kollega, Kristian, som jeg har arbejdet tæt sammen med omkring Amazon markedsføring, har netop gjort dette for REPEAT.

REPEAT er, som bekendt, en fitnesskæde, og derfor er appen vigtig, da det er her, brugerne logger ind, og fordi brugerne skal bruge appen til forskellige gøremål. Således er appen altså en utrolig afgørende faktor og en stor del af brugeroplevelsen for kædens medlemmer, og derfor er det vigtigt, at det er nemt at downloade den.

Herunder kan det ses, hvordan man direkte i annoncen kan inkludere app download, hvilket naturligvis også gør, at selve annoncerne fylder mere og derved bliver brandet mere tydeligt.

Annoncering via Apple Search Ads

Der findes selvfølgelig også en søgemaskine i selve Apple Store. Jeg har ikke fået lov at arbejde så meget med denne, men det, jeg ofte oplever, er, at folk søger efter en unik app, fordi de har fundet inspiration andre steder. Så på de cases, jeg har haft – og p.t arbejder med – har vi ikke kunnet mærke den store forskel ved sætte disse annoncer til.

I princippet fungerer denne platform ligesom andre markedsføringssystemer, hvor man opsætter nogle annoncer – og derefter kører algoritmen, og man betaler pr. install.

App store optimization – ASO

Der bliver snakket meget op app store optimering – eller ASO. Jeg er generelt ikke fan af alle de digitale begreber, der konstant bliver introduceret og hypet i denne branche. Jeg mener, at vi skal forsøge at undgå at sælge ting, der ikke eksisterer, eller forsøge at skabe en tro på, at man kan manipulere – uden at lave et godt produkt.

Lad os være ærlige: En god app kommer til tops i Apple App Store og Google Play Store, hvis brugeren kan lide den… That’s it!

Der er dog den lille krølle, at flere og flere apps dukker op på disse markedspladser, og derfor er det også nødvendigt at gøre sig attraktiv – specielt hvis du har en app i et konkurrencepræget marked.

Der findes et hav af guides til, hvordan virksomheder mener, at de har optimeret deres placeringer i app store – jeg vil ikke sige, at man kan manipulere det, eller burde forsøge på det.
I stedet vil jeg sige, at det er naturligvis en styrke for enhver forretning at gøre sig så attraktiv som mulig.

Herunder et par ting, jeg mener, der skal kigges nærmere på.

Titel på din app

Sørg for, at din titel på appen er fangede samt giver mening. Det er ikke sikkert, at du har en tagline, men det er godt at bruge én – i stedet for blot at bruge et appnavn.

Næste gang, du står overfor at skulle downloade en app, så tænk over, hvad det er, der gør forskellen på, hvilken af dem du vælger i sidste ende.

Herunder et karikeret eksempel:

  • Snooze
  • Snooze – Sov bedre & analyser din søvnrytme

Beskrivelse

Sørg for, at din beskrivelse giver mening. Hav en problemløsende tilgang! Oftest leder brugere efter en app, der kan gøre deres liv lettere – eller på anden måde løse et problem – eksempelvis at fjerne skønhedsfejl på Insta-billeder… Ej, spøg til side.

Det kunne være taglines såsom:

  • Træning på farten? Over 200 kropsøvelser uden brug af vægte.
  • Bruger du for mange penge? Sådan får du overblik over dit forbrug.
  • Træt af at være single? 200.000 andre har fundet en date via xxx.

Ikonet

Jeg synes ofte, at virksomheder glemmer, at deres logo og farvevalg betyder en del for den overordnede brandoplevelse. Kigger vi eksempelvis på de store virksomheder, vil vi opleve, at gør de meget ud af at følge deres designmanual, således de overholder valg af fonte, farver mv. – digital magi er at binde alt sammen – også det visuelle.

Screenshots af appen

Sørg for at tage gode screenshots af appen – eller endda video, så brugeren tænker ”wow”, den må jeg have – igen tilbage til at løse problemet. Kan du vise, via billeder og video, at du løser problemer, er du endnu tættere på et ekstra download. Sørg også for at holde disse billeder og videoer opdateret, så brugeren ikke får en anden oplevelse, når de downloader appen, hvis der er ændringer i appen.

De skulle nødig tro, at de var gået forkert.

Herunder kan du se hvordan Tinder har opsat deres screenshots (2017)

 

Anmeldelser

Uanset om vi snakker TrustPilot, TripAdvisor eller Google Business, så afslører anmeldelser den ultimative sandhed: Leverer du et produkt, service eller en ydelse, som brugerne bryder sig om? Hvis ja, får du gode anmeldelser. Hvis nej… Ja, så skal du være glad for den røde farve…

Du kan dog godt opfordre brugerne til at give en anmeldelse i appen. Ofte vil dette programmeres ind i appen, således dem, der bruger en app mere end gennemsnittet, får en pop-up eller en notifikation i appen, hvor der bliver spurgt efter en anmeldelse.

Det er selvfølgelig forskelligt fra app til app, hvor nemt det er at få brugeren til at lave en anmeldelse. Men kan du få anmeldelser – som tilmed er gode, og det er de selvfølgelig, fordi dit produkt sparker røv – så er det guldværd. Tænk desuden på, at du kan bruge disse anmeldelser i markedsføringen og således skabe social proof, som viser andre brugere, at din app er ”the shit”.

Dataanalyse for apps

En app er bygget på data. Faktisk i så høj grad, at det kan være svært at finde ud af, hvilke tal man skal kigge på – og hvilke man ikke skal. Det er desuden meget individuelt, hvor meget man fokuserer på dette, og det afhænger også af, hvilke ressourcer man har til rådighed.

Herunder har jeg samlet de observationer, jeg har gjort mig omkring data og analyse, når det kommer til netop apps.

Det er meget vigtigt, at du husker på, at det ikke nødvendigvis er så meget værd at kigge på antallet af personer, der downloader din app. Der er mange andre ting, du skal have styr på i forhold til den data, du indsamler og ligger fokus på, når du har en app som dit kerneprodukt!

Jeg har siddet med på mange bestyrelsesmøder og til flere investormøder, hvor netop disse tal fremlægges. Det er tydeligt, at der er kommet fokus på, hvor svært det er at få brugere til at prøve en ny app – og tilmed at bruge den aktivt hver dag.

Spørg dig selv: Hvor tit downloader du en ny app, som du bruger kontinuerligt?
Ikke særlig tit, vel? Herunder har jeg samlet et par af de begreber, jeg oftest støder på, når jeg arbejder med online markedsføring med en app.

Downloads

Når du eksempelvis kører annoncering, er det relativt nemt at få downloads, hvis du er god til den kreative del, men det er ikke altid, at et download betyder, at du også får en installation. Det betyder heller ikke, at et download svarer til en aktiv bruger. Pas på – specielt overfor investorer – når du bruger ’antal downloads’ som en metric, da det oftest kan virke opskruet, når man så ser, hvor få aktive brugere der er i appen.

Installs (antallet af installationer)

Antallet af personer, der vælger at installere din app, er noget vigtigere. Det er nemlig en aktiv handling fra en person, der faktisk har et ønske om at se nærmere på din app. Det er dog stadig ikke så godt som eksempelvis en aktiv bruger, som vi kommer ind på lidt senere.

User flow

Du har nok glemt, da du installerede din sidste app, hvordan du kom i gang med at bruge den. De fleste store apps, der findes i dag, er skabt af giganter såsom Google, Facebook, LinkedIn, Twitter mv., og de har fuldstændig styr på deres sign-up flow.

Vi skal lidt tilbage til webshop-tankegangen… Hvor mange ligger noget i kurven, hvor mange indtaster kreditkortoplysninger, og hvor mange gennemfører et køb? Dette er spørgsmål, vi stiller, når vi arbejder med webshops.

I denne verden med apps fungerer det dog lidt anderledes, da det ikke bare er sikkert, at vi gerne vil have folk til at oprette en profil; det kan være, at vi gerne vil have dem til at blive en god bruger ved at indtaste så meget muligt data om dem selv.

Eksempel:

  • Twitter var ikke et specielt stærkt medie, før man skulle invitere sine venner. På samme måde skal du tænke over, hvad du gerne vil have ud af en bruger. Kan én bruger blive til fem brugere? – Er det vigtigt at få færre brugere med mere information, end det er at få mange?

Det kræver oftest, at man tester sit sig-up flow og finder ud af, hvor brugere falder fra i processen.

Vi er eksempelvis blevet så vante til at logge ind via Facebook, at denne form for login oftest står for 50% af nye brugeroprettelser, fordi det sparer os tid, og fordi det kan virke irriterende at indtaste e-mail + kodeord for at oprette en app. Med andre ord: Overvej dine logintyper

Dau – Daily Active Users

Der er selvfølgelig stor forskel på, hvor ofte brugere anvender en app. Kigger man på apps, som vi kender – såsom Facebook og Instagram – er det klart, at antallet af daglige aktive brugere er meget højt, fordi det naturligvis er apps, som vi bruger hver dag og er afhængige af at bruge hver dag – desværre, vil nogen nok fristes til at sige.

Derfor er dette, antallet af daglige brugere, en vigtig faktor for Facebook og Instagram at kigge på. Falder aktiviteten, eller stiger den? Er der regioner, aldersgrupper, eller andre demografiske og geografiske forhold, der ser anderledes ud? Og kan vi ændre dette?

Forestil jer, da SnapChat blev lanceret, hvordan det ændrede data for eksempelvis Facebook – specielt i målgruppen fra 13-17 år, som SnapChat vandt med det samme. Det har med garanti kunne ses i tallene.

Mau – Monthly Active Users

Andre virksomheder har ikke brug for at tracke det pr. dag, da det ikke giver mening – det kan også være, at man har en app, der kun bruges engang i mellem. Det kan eksempelvis være rejseapps – de bliver kun brugt, når folk skal rejse. Så det giver måske ikke mening at kigge på daglige aktive brugere hele året, men kun i den tidsperiode, hvor appen er relevant for brugerne.

Time in app

Forstå mig ret: Man ønsker ikke, at brugere skal bruge ekstra tid i appen, hvis det er, fordi den er svær at finde rundt i. Nu snakker vi om, at vi gerne vil fastholde brugerne. Facebook ved, at desto mere tid vi bruger i deres app, desto flere annoncer ser vi, eller klikker vi på, og desto flere penge tjene de – groft sagt.

Derfor bliver der bygget små bidder ind i alle apps, der kan betragtes som psykologiske hacks, der skal få os til at bruge disse apps endnu mere.

Det er eksempelvis derfor, at flere af de kendte teknologinørder er begyndt at overveje, hvorvidt man skal øge omfanget af teknologi i undervisningen eller lade være.

Desuden giver ’time in app’ selvfølgelig også en idé om, hvor godt brugerne synes om din app.

Retention rate

Den her er jeg vild med: Og det gælder ikke kun apps! – Men hvor tit åbner brugere din app? Downloader de den blot og bruger den én gang? Dem, der bruger den ofte: hvordan er deres adfærd? Retention – fastholdelse er NØGLEN til at få den brugerbase, som man har brug for i starten af en apps levetid.

Når man udvikler og pusher nye funktioner live, er det også en god idé at holde øje med, om disse nye tiltag er med til at forbedre eller forringe retention. Man skal helst ikke opsætte barrierer for brugerne, som gør, at deres ønske om at bruge appen flere gange bliver mindre.

Så med andre ord: Hvor stor en procentdel af dine brugere anvender appen ofte? Når appen har været live i noget tid, og du har fået nok brugere, så finder du ud af, hvor ofte folk bruger den, hvis de er superbrugere og hvor lidt, hvis de er one-time-users.

Churn rate

Modsat ’retention rate’ er ’churn rate’ mængden af brugere, som du mister hver måned. Der vil altid være nogen, der falder fra. Specielt hvis man begynder at tage betaling i appen – der har jeg virkelig set vilde eksempler på en stor stigning i churn rate.

Så derfor er det altid en vigtig metric at kigge på, mener jeg. Specielt fordi det, som retention, giver dig en idé om, hvorvidt de funktioner, du har i appen, skyder antallet af mistede brugere i vejret og dermed øger jeres churn rate.

Cashflow / moneydriver

Altid det farlige område, når vi snakker om apps – hvorfor? Fordi det ikke er altid, der er en ”money driver” – altså en form for indtjening i apps. Det kan være uhyre svært at skabe en app, som brugere gerne vil betale for.

Vi er afhængige af de få apps, som vi bruger, og der skal meget til, før vi skifter – derudover gider vi slet ikke betale. Det er dog vigtigt at have styr på den del. Udover at det er en kernedel af jeres forretning, er det også en ting, som mulige investorer vil kigge meget på.

Desuden kan man eksempelvis lave en analyse ud fra betalende versus ikke-betalende: Hvad definerer de mennesker, som ønsker at betale? Måske vi skal målrette vores annoncering endnu bedre.

Der findes mange forskellige former for betaling i apps:

  • Headspace: Tager et årligt beløb for at bruge deres meditations app. Baseret på deres dataanalyse har de nok fundet ud af, at det virker bedst for dem med et års binding.
  • Tinder: Tager månedligt, halvårligt eller årligt beløb afhængig af, hvilken binding man vælger. De kører også med små micro-payments for at få et hurtigt kick.
  • Spil: De fleste spil kører på en form for micro-payments. Oftest ender man i et loop, hvor man bliver nødt til at opgradere for at gøre spillere hurtigere eller for at gøre spillet mere interessant. De små micro-payments, som kan være 6 kroner for en bedre traktor i Farmville, lyder ikke af meget, men hvis du har 1 million brugere om måneden, der køber disse små opgraderinger hele tiden, så kan du selv regne dig frem til profitten!
Tænk ikke altid på, at brugere skal betale med det samme. Oftest kan det være en fordel af at få brugerne til at bruge appen og senere skabe så gode opgraderinger eller nye funktioner, at de selv ønsker at betale. Alternativt kan det være, at du slet ikke får nogen brugere, hvis de skal betale flere hundrede kroner først.

Mål

Det er selvfølgelig vigtigt at opsætte mål: Det er dog uhyre individuelt fra forretning til forretning, hvad disse mål skal indebære. For et socialt medie vil det være antallet af aktive brugere, antallet af nye downloads eller tiden folk bruger i appen, som man skal fokusere på i forhold til målsætning.

Kigger man derimod på rejseapps, så er det anderledes. Som omtalt før, vil det være antallet af brugere, der har downloadet boardingpass, checket ind online, opgraderet deres seatings til Business Class, som man bør kigge nærmere på, og man bør spørge sig selv: løser vi deres behov bedre eller dårligere?

Så disse mål skal naturligvis defineres ud fra den enkelte case og det bør være noget, man går i gang med, før man starter med alt markedsføringsnakken og dataanalyse: Ens mål skulle gerne understrege det, man forsøger at løse for brugeren, og således bliver det også en naturlig del af markedsføringen.

Growth Hacking i apps

Der bliver snakket rigtig meget om Growth Hacking i apps. Jeg er ikke så stor fan af at sige, at Growth Hacking er vejen til rigdom, privatfly og milliarder af brugere.

”Growth Hacking for mig en kombination af utallige eksperimenter, der til tider kan skabe ekspotentielt vækst. ”

Growth Hacking er et mindset, der går ud på, at man hele tiden søsætter nye tiltag i sin virksomhed, og som går ud på, at man forsøger at være agil i sin udvikling. Det betyder, at man – populært sagt – får ”killed som darlings”.

Vi kender alle det med, at man tænker: ”den her idé eller den her funktion – dén kommer til at forbedre vores projekt, og vi bliver det næste Apple ”. Når man så lancerer idéen, falder den til jorden: Kill it – altså kill your darling.

Ideen med Growth Hacking er at få søsat en lang række af disse eksperimenter og derefter holde øje med, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Jeg har gjort mig nogle erfaringer i forhold til Growth Hacking i apps, og følgende er spørgsmål, der er brugbare:

  • Kan en bruger blive til 10 brugere? – Invitationsfunktion
  • Kan vi skabe integrationer fra andre større apps, der gør oprettelsen nemmere?
  • Kan vi inddrage brugerne i udviklingen og skabe loyale brugere?
  • Hvordan får vi brugere til at udfylde mere information?

Alle disse målsætninger kan skrives ned og gøres til konkrete tiltag. Derefter kan man vurdere, hvilken tidshorisont for implementering, man skal operere ud fra, og man kan uddelegere ansvaret til relevante personer på projektet.

Pas på med at gøre disse nye ideer for komplekse, og sørg for at inddrage hele teamet: Det kan være, at kundeservice oplever nogle spørgsmål, der kan være med til at skabe det næste hack for en bedre brugeroplevelse.

Herunder er et framework jeg bruger i de virksomheder jeg arbejder med – som er sat op i Trello.

Det er ikke alle hacks, der gør væksten i virksomheden ekspotentiel. Se det som det, jeg kalder for ”numbers game”: Søsætter du 50 hacks om året, fra store til små, så har du 50 x mulighed for at vækste eller forbedre din forretning. Pas på med at gøre det til rocket science: eksekver – det er det, der virker.

Værktøjer til app markedsføring

I takt med at appmarkedet er vokset med stor hastighed, er der selvfølgelig også kommet flere værktøjer til, som kan bruges til at optimere de markedsføringsaktiviteter, som man foretager sig på platformen.

Der er – som altid – en stor diskussion indenfor online markedsføring om, hvilke værktøjer man skal bruge og ikke bruge. I stedet for at kaste ild på bålet og bidrage til mere diskussion, har jeg blot samlet de værktøjer, som jeg arbejder med, herunder:

I min optik skal man altid passe på med at bruge for mange værktøjer til online markedsføring, fordi man hurtigt kan fare vild i brugen af disse mange muligheder. En af de opgaver, jeg havde som CMO i Firtal Web, var faktisk at holde øje med, at vi ikke brugte for mange penge på diverse værktøjer hver måned.

Amplitude

Amplitude er et af mine favoritværktøjer, fordi det er nemt at sætte op, og fordi det trækker alle de data ud, man gerne vil kigge på. Det skal også siges, at det er ikke lige så nemt som at sætte et dashboard op for en webshop. En app er oftest unik, så derfor er der ikke plug&play systemer, som der er til webshops.

Du kan dog relativt nemt få en programmør til at trække data ud fra appen igennem amplitude, som du ønsker.
Herunder har jeg manipuleret lidt data så jeg kan vise et dashboard der er live.

 

Firebase

Firebase er Googles svar på Google Analytics – blot til apps. Som altid er Google med på beatet mht. værktøjer, og Firebase er en god makker at have ved hånden, når det kommer til optimering og analysering af appen.

Jeg vil dog helst ikke sige, at det er et must-have. Det er selvfølgelig must at have en form for analyse værktøj, men det handler meget om den app, man er i gang med, samt hvilket data man gerne vil kigge på, og hvilke ressourcer man har.

De teams, jeg arbejder med i forhold til apps, er oftest start-ups. I start-ups brænder der ofte ild i alle mulige retninger, og man har ikke et datateam, som kun har tid til at kigge på og analysere data samt bruge alverdens systemer til det.

Down to basics: Sørg for at bruge de systemer, der giver mening for jer, og find 4-5 datapunkter, som I kan måle på og som giver mening. I starten skal man virkelig ”bare” have appen udover rampen, således I får noget traction og kan justerere sejlene på båden.

Konklusion

Huha… Sikke en omgang – det var helt rart at få skrivekrampe igen. Og tilmed har kontoret været i 10 kilometers højde i dag, hvilket blot har inspireret mig endnu mere.

Har du nydt den tid, du har brugt på at læse mit blogindlæg?

Smid endelig en kommentar herunder, hvis du har inputs, ideer eller andet til markedsføring af apps. Selvom der er mange veje til Rom, er der ingen vej uden forhindringer eller bakker – husk det!

At få succes med en app kræver utrolig meget i dag. Specielt fordi, vi har vænnet os til de apps, som vi allerede har. Så det med at skulle downloade nye apps og begynde at sætte os ind i dem – dét er simpelthen for krævende for vores sind og vores tid!

Så… Hvis du skulle lave en app i dag: hvad skulle det så være?

Kommentarer

  1. Hej Micky!

    Fed artikel med masser af inspiration på et sprog alle kan forstå. Som du skriver til sidst, er input velkomne. Jeg bed blot mærke i dit afsnit omkring Google Ads annoncering, at det virkede som om, at det kun fungerer, når folk søger efter en problemstilling i søgenetværket.

    Med universelle appkampagner kan du også nå ud til brugere på Google Display, YouTube og Google Play. Her er der muligheder for forskellige metoder til at målrette mod en ønsket målgruppe og sætte forskellige konvertingsmål op. Men igen kommer det selvfølgelig også helt an på målet med appen samt typen af appen.

    Fortsat god dag,
    Mvh Irene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »