Har du hørt om den tyske e-commerce platform kaldet Shopware?
Hvis ikke, så tager vi i dagens indlæg et kig på denne open source platform.
Hvad er Shopware?
Shopware er en af de førende e-commerce platforme i Europa, der har vundet indpas med sin open-source tilgang, der giver rig mulighed for personlig tilpasning og integrationer med tredjepartsløsninger.
Shopware har eksisteret igennem to årtier nu og har formået at følge med tidens tendenser og efterspørgsel på fleksibilitet og brugervenlighed.
Med denne platform opnår man den fulde kontrol over sin webshop, og der er rig mulighed for at mindre såvel som større webshops kan opnå effektiv drift på platformen.
Historien bag Shopware
Vi skal tilbage til 2004, hvor den første version af Shopware blev lanceret.
På daværende tidspunkt var den service, som Shopware kunne tilbyde, stadig en nicheløsning men blev med tiden udviklet i en så stor grad, at den i dag kan anses som en konkurrent til andre e-commerce platforme som Magento, Shopify og WooCommerce.
Shopware fik momentum på baggrund af sin open-source tilgang og brugervenlige interface.
Med et fokus på cloud-baserede løsninger, er der mulighed for at sætte en webshop op hurtigere og enklere, og Shopware er den dag i dag en af de førende e-commerce platforme i Europa.
Hvilken ecommerce platform skal jeg vælge? Bliv klogere her.
Hvilke funktioner følger med Shopware?
Foruden sit brugervenlige interface og skalerbare løsninger, er der også en række funktioner for Shopware, der er værd at nævne.
Automatiserede processer
Med Shopwares Flow og Rule Builder er der rig mulighed for at automatisere en række processer og regler, der kan tilpasses specifikke handlinger, dine kunder, ordrer, produktopstillinger og meget mere.
Forestil dig, at der automatisk sendes en rabatkode til de kunder, der har handlet over 1500 kr., eller at der sendes en automatisk TrustPilot forespørgsel til alle kunder pr. mail et par dage efter køb.
De automatiserede processer inkluderer også layoutet på din hjemmeside, der kan tilpasses, hvis du kører kampagner.
Forestil dig her, at brugerne bliver mødt af de produkter, der er nedsatte i pris allerede på forsiden.
Med disse automatiserede processer sikrer du dig altså et maksimalt niveau af personalisering og layoutvalg baseret på prædefinerede regler, som du selv opstiller.
Personlige design
Med Shopware kan du selv frit designe din webshop.
Her er der ingen prædefinerede design du SKAL følge, det er helt op til dig, hvordan din hjemmeside skal tage sig ud.
Der er her mulighed for at designe hver enkelt side manuelt eller benytte dig af de skabeloner som Shopware tilbyder, der kan være med til at give et strømlinet design til din webshop.
Pointen er bare, at det ligger dig helt frit for, hvordan du vælger at sammensætte din forside, undersider, kategorier etc.
Mulighed for B2B handel
Shopware giver også mulighed for B2B handel og tilbyder her en lang række funktioner (gratis såvel som betalte), der vil gøre det enkelt at tilpasse og administrere dit produktudvalg og prissætninger til de rette kundegrupper.
Multikanal tilgang
Foruden din webshop tilbyder Shopware også muligheden for integrationer med andre store globale e-handels marketplaces som Amazon såvel som din virksomheds foretrukne sociale medier; med andre ord en multikanal tilgang.
Igennem disse integrationer mellem din virksomheds kanaler kan du sikre dig en strømlinet oplevelse for dine kunder og generere vækst.
Læs mere om single channel, multi channel og omnichannel strategi i mit indlæg her.
Shopware: Til dem, der ønsker en skræddersyet løsning
Så hvem henvender Shopware sig i sidste ende til?
Da der er tale om en skalerbar platform, er der rig mulighed for at små såvel som store virksomheder kan få en masse ud af denne open-source e-commerce platform.
Der vil være mulighed for at skræddersy og tilpasse sin hjemmeside præcis efter sine egne visioner, og man vil som virksomhed have den fulde kontrol over processen.
15 års tips og tricks?
På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?
Kommentarer