Hvad betyder en 404 error fejl?
Micky Weis
Micky Weis

15 års erfaring i online marketing. Tidligere CMO i bla. Firtal Web A/S. Blogger om marketing og de ting jeg har oplevet på vejen. Følg med på LinkedIn for daglige opdateringer.

Introduktion til 404-fejlen: Grundlæggende Definition

Du har med garanti allerede stiftet bekendtskab med den såkaldte 404 fejl, i din færden på internettet.

Der er nemlig her tale om en af de mest almindelige fejl, der helt grundlæggende beskriver, at den hjemmeside man forsøger at tilgå, ikke længere eksisterer, er blevet omdøbt eller er flyttet over på en ny URL-adresse.

Det kan sammenlignes lidt med at støde ind i en blindgyde på internettet, og den umiddelbare respons fra brugerne er at klikke sig ud af siden igen og måske helt opgive det, de kom efter.

Hvordan og Hvorfor Opstår 404-fejl?

404 fejl opstår, når en bruger forsøger at klikke sig ind på en hjemmeside der ikke kan findes af serveren.

Der kan her være tale om følgende årsager til, hvorfor 404 fejlen opstår:

  • Fejl i URL-adressen.
  • Domænet er ikke sat korrekt op.
  • Indholdet på siden er enten slettet eller flyttet.
  • Serveren har problemer med at konfigurere.

Læs mere om, hvad en URL-adresse er i mit indlæg her.

Forskellen mellem 404-fejl og Andre Almindelige HTTP-fejl

Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet, hvilke almindelige HTTP-fejl man som website ejer kan støde ind i. Det kan du læse mere om her.

Helt grundlæggende tilhører en 404-fejl den gruppe af HTTP-fejl, der beskriver et problem i selve anmodningen om at tilgå en specifik URL-adresse.

De resterende HTTP-fejl grupperes på følgende måde, og for hver gruppering finder man en lang række individuelle fejl, der hver især vil være tilknyttet den overordnede klassificering.

  • 100 – anmodningen er under behandling.
  • 200 – succesfuld anmodning.
  • 300 – anmodningen omdirigeres til den korrekte side.
  • 400 – fejl i anmodningen.
  • 500 – serverfejl.

Indvirkningen af 404-fejl på Brugeroplevelsen og SEO

En 404-fejl bør man ikke tage let på – faktisk har denne fejl ret meget at sige i forhold til din websites SEO og den generelle brugeroplevelse af dit website.

Når en bruger klikker sig ind på dit website og bliver mødt af en fejl meddelelse, er det de færreste, der aktivt vil lede efter en løsning – brugerne vil i stedet have langt større tendens til hurtigt at klikke sig ud af siden igen.

Oplevelsen bliver dermed negativ, og din hjemmeside kan i værste fald opfattes som uprofessionel.

Som følge af dette kan der være risiko for, at brugeren i stedet beslutter sig for at klikke sig over på en af konkurrenternes sider.

Når Google kan se, at der er opstået en 404-fejl på din hjemmeside, der giver anledning til en negativ brugeroplevelse, vil det koste dyrt i din SEO score.

Din hjemmeside vil ganske enkelt ikke få lov til at rangere højt i søgeresultaterne på baggrund af den forringede kvalitet af din side.

Sådan Opdager Du 404-fejl på Dit Website

Der findes heldigvis en række programmer, der automatisk overvåger din hjemmeside og som kan rapportere om eventuelle 404-fejl.

Google Search Console er et eksempel på en af disse programmer, som automatisk vil sende dig notifikationer, hvis der opstår fejl på dit website, og du kan altid tage et kig på rapporterne som Search Console tilbyder for at se status på din side.

Screaming Frog, Ahrefs, og SemRush er også tools, der kan anvendes til at identificere SEO relaterede problemer og herunder også 404 fejl på din hjemmeside.

Du kan læse meget mere om, hvilke andre tools jeg også bruger til SEO i mit indlæg her.

Bedste Praksisser for Design af Brugervenlige 404-sider

Man vil aldrig 100% kunne undgå, at brugere støder ind i en 404-fejl, da der altid kan være risiko for, at brugeren eksempelvis taster URL-adressen forkert eller lignende; med andre ord udfald, hvor du som hjemmesideejer, ikke har den fulde kontrol over situationen.

Derfor gælder det om at være på forkant og på forhånd udarbejde brugervenlige 404-sider, der leder brugeren det rigtige sted hen, fremfor at vedkommende blot klikker sig ud af siden igen.

Det giver alt i alt en positiv oplevelse af din hjemmeside og vil minimere risikoen for, at brugeren klikker sig over på konkurrenternes sider.

Helt grundlæggende bør en 404-side være simpelt sat op med tydelig angivelse af, at siden ikke eksisterer, så der ikke er nogen tvivl for brugeren om, hvad vedkommende bør gøre.

Man kan med fordel inkludere følgende elementer på en 404-side:

  • Nyttige links til enten forside eller populære undersider på din hjemmeside.
  • Et søgefelt hvor brugeren selv kan søge på specifikke undersider.
  • Kontaktoplysninger til din sides kundeservice.

Sådan Retter Du 404-fejl Effektivt

404-fejls negative konsekvenser skal gerne rettes hurtigt og effektivt for at undgå for store SEO-mæssige omkostninger.

Som nævnt tidligere, er det altid en god idé at have en brugervenlig 404-side, der kan omdirigere brugerne, hvis fejl skulle opstå.

Er der tale om en vedblivende tendens til, at URL-adressen skrives forkert, kan det være en fordel at tilpasse denne til brugernes søgevaner.

Derudover kan det også være en fordel at opstille en omdirigering, hvis en side er blevet flyttet, eller URL’en er blevet skiftet.

Her vil der, som nævnt tidligere, være tale om en type 300 HTTP status code, der kan aktiveres for at omdirigere brugerne til den rigtige side.

Endeligt er det altid en god idé at opdatere sin hjemmesides sitemap med de korrekte sider og eventuelt slette de sider, der ikke længere har relevans.

Kreative Tiltag på 404-sider

Der er som sagt en række elementer, man med fordel kan implementere for at sikre, at en 404-side er brugervenlig og giver brugeren en positiv oplevelse på trods af, at vedkommende står i en situation, der kræver en omdirigering.

Udover de brugervenlige elementer, som det anbefales at implementere, er der er også rig mulighed for at være kreativ med sine 404 sider.

Disse sider behøver ikke at være kedelige og blot sige ”side ikke fundet”. Har virksomheden en tydelig identitet og en tone of voice, er det en fordel at videreføre denne til en 404-side.

Det viser dels overskud og kontrol over uforudsete situationer fra virksomhedens side af og kan være med til aktivt at hjælpe brugeren på rette vej igen.

Mange større hjemmesider strømliner eksempelvis deres visuelle layout fra deres eksisterende sider til deres 404-side. Dette kan eksempelvis være via designs, tekstelementer, visuelle effekter osv.

Med det samme layout og den samme tone of voice, vil brugeren i mindre grad føle sig nødsaget til at klikke sig ud af siden og i stedet tage imod den hjælp, 404-siden tilbyder som eksempelvis et søgefelt, en genvej til homepage eller links til populære undersider.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »